Solnedgangspoesi

Når man ikke skriver anmeldelser men bare anbefalinger, må man godt gøre det, før man har læst bogen til ende, synes jeg. Jeg kan i hvert fald ikke vente længere med at anbefale Paul Austers “Sunset Park” selv om jeg stadig har en tredjedel til gode. Den er ikke voldsom eller uforståelig som New York-trilogien eller dramatisk intens som “Illusionernes bog” eller “Orakelnat”, men den er vel-fandme-fortalt. Og melankolsk. Det er – ikke overraskende – New York der er scenen for historien, hvor vi følger en gruppe almindeligt ualmindelige mennesker, som hver har deres sår at slikke. De finder sammen i et besætter-kollektiv, som opererer på aller borgerligste vis. Og han kan noget med de der møder, ham Paul – tilfældige og mærkværdige. Jeg er ikke bidt af bogen, men bliver alligevel forunderligt draget ind i den stille frustration, han beskriver, hos skæbner i USA midt i finanskrisens rasen. Man er efterladt med en underlig følelse af håbløshed og skønhed. Delikat. Og dyrk lige denne linje, som den 60-årige Morris Heller tænker, da hans livslange vens kunstner-teenage-datters har begået selvmord: A life broken apart by the too-much and the too-little of this world. Så har man haft en god dag som forfatter, da man skrev den linje!