Charlotte Weitzes nye novellesamling ” Det hvide kvarter” er god. Den er mærkelig og alligevel helt almindelig, og den er ubehagelig og samtidig smuk. De otte historier foregår i det pæne hvide kvarter lidt udenfor København, hvor alle har nystrøget tøj, 2,4 børn og gode jobs og intentioner. Alligevel er der noget. Noget som er grimt og som lurer. For eksempel i historien om ulven, der lusker rundt ved mosen og som er umættelig. Og den nybagte mor Tanja, som ikke kan knytte sig til sit skrigende barn, og til sidst er lige ved at fodre det til dyret. I det hele taget er der noget med dur og det dyriske, som gennemsyrer historien og får ens nakkehår til at rejse sig en smule. God og lidt skummel læsning, som bliver siddende!
