Min indre elefant

Jeg har hænderne højt hævet over hovedet lige nu (altså, når jeg ikke skriver). I begejstring, for jeg er næsten færdig med en vildt skør og fantastisk bog, som du SKAL læse. Kender du den der fornemmelse af, at sluge en bog side for side, og så pludselig opdage at man snart er færdig? Og så kan man slet ikke nænne at læse videre, men alligevel heller ikke rigtig stoppe? Sådan ser den ud:

Og det, der er indeni, er ligeså gøglet og farverigt. Jeg skal være ærlig og sige, at jeg aldrig nogensinde har læst en bog af Høegen. Ved ikke, det virkede bare som sådan noget min mor læser! Men nu er jeg fan. For Elefantpassernes børn er virkelig en ener, og så weird at jeg nærmest ikke ved, hvordan jeg skal beskrive den. Men med et persongalleri, som bl.a. indeholder typer som bedemand/jordemoder Bermuda Svartbag Jansson, åndelig leder og seksuel-kulturel coach Leonora Ganefryd og ikke mindst den onde biskop Anaflabia Borderud og en setting på en fiktiv og meget finurlig ø i Mulighedernes Hav aka. Kattegat aka. Kattens Røvhul er stemingen ligesom lagt. Fortællingen fortælles af unge Peter (!) på 14 år, som er ude på noget af et farefuldt, fantastisk og gennemført mærkeligt eventyr. Det er noget med nogle forsvundne forældre, et kup af Olsen Banden’ske dimensioner og et stormøde i København for alle verdens religioner. Og ikke mindst noget med en forsvunden barndom, en indre elefant og en søgen efter sandhed og efter de der små øjeblikke af ægte lykke. Nøij, det er godt. Og originalt og rørende og pissesjovt og… ja, virkelig, virkelig syret! Den er lige udkommet i dag, så afsted med dig til boghandleren i morgen.